-
Ung mand anholdt efter at have skubbet 29-årig ud på skinnerne
Source: BDK Borsnyt / 19 Jan 2025 11:21:52 America/New_York
Et slagsmål på Ishøj Station nær København udviklede sig lørdag aften til, at en 29-årig mand blev skubbet ud på togskinnerne. Det oplyser Brian Holm, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Ekstra Bladet. En 30-årig mand er i den forbindelse blevet anholdt og sigtet for grov vold. Slagsmålet, der involverede spark og knytnæveslag, var mellem to personer, der ikke kendte hinanden i forvejen. Der var ingen S-tog, da den ene mand blev skubbet ud på skinnerne, skriver mediet. Politiet er i gang med at efterforske sagen blandt andet via overvågningsbilleder og afhøring for at finde ud af, hvad der helt præcis er sket. - Men der er nok ingen tvivl om, at der har været spiritus involveret, lyder det fra vagtchefen til mediet. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/ung-mand-anholdt-efter-at-have-skubbet-29-aarig-ud-paa-skinnerne